3 take-aways fra ambitiøse SMV-ledere om grøn omstilling

Dette er en serie af blog-posts fra netværket Sustainable Change Makers, som samler unge forandringsagenter på bæredygtighedsscenen i Danmark. Med bloggen og netværket ønsker vi at inspirere relevante personer i virksomheder og organisationer til bæredygtig handling. Bloggen går på skift mellem netværkets medlemmer som en stafet, så vi får forskellige handlingsorienterede perspektiver og løsningsforslag på den bæredygtige omstilling fra forskellige sektorer og positioner. I denne uge er det August Septimius Krogh som er Kaos Pilot , der fører den bæredygtige pen.

Ledere er vigtige for at drive den grønne omstilling. Da Danmark primært er et SMV land, er det relevant at kigge på lederne i dette segment. Gennem en række podcast episoder, har jeg haft fornøjelsen af at tale med 7 SMV-direktører, ledere og ejere om deres arbejde med denne omstilling. Lederne stammer fra etablerede virksomheder, der er op til 100 år gamle og dermed ikke er grundlagt med et grønt DNA. Her er de 3 mest interessante take-aways, jeg har samlet op.

 

1) Culture is Key

Det er nærliggende, hvor stort et element det har været, for samtlige af de ledere jeg har talt med, at det er vigtigt at få hele organisationen med i arbejdet med den grønne omstilling. Det er derfor ikke kun marketingafdelingen, der skal arbejde med CSR og Verdensmålene, men hele virksomheden.

Hvis grøn omstilling skal lykkes, skal det forankres i ledelsens strategi og gøres til en samlet mission for hele virksomheden, og ikke bare være et ansvar, der skal lægges i en enkelt afdeling. Den opgave bør en afdeling ikke kunne løfte alene. Det giver selvfølgelig mening at have ansvarspersoner på opstart og igangsætning af arbejdet med en grøn omstilling, men følelsen af ansvar skal ideelt integreres i hele organisationen.

Konkret set betyder det, at alle i organisationen skal opfordres til og have mulighed for at bidrage til den grønne omstilling af virksomheden. Det skal give mening for alle at kunne foreslå og løbe med ideer med et grønt aftryk. Hende, der arbejder i produktionen, har langt flere og bedre kvalificerede ideer til, hvordan de kan optimere affaldssorteringen der, end praktikanten i marketingafdelingen. Strategisk kan man vælge, at marketingafdelingen skal rende rundt og interviewe alle, for så at samle sammen og finde på den rigtige ide. Men det skaber langt mere værdi at skabe medejerskab på tværs i organisationen, og trække alle ind i den omstilling, der står for hånden.

 

 

2) Mål Mål Mål!

Bæredygtighed kan enormt hurtigt blive et fluffy begreb. Så gør det konkret og målbart for netop din virksomhed. Mange starter med det konkrete såsom affaldssortering, energi- og vandforbrug. Så kan man bevæge sig over til at måle på CO2 udledning i første, andet og tredje led, positive impact, frivillighed og andet. Men essensen er, at hvis du ikke kan måle det, kan du ikke styre det.

Ikke nok med at det bidrager til din egen organisations forståelse af, hvad I vil, så giver det jer også mulighed for at sætte ambitiøse mål. Lad mig komme med et eksempel, der er stor forskel på målet: “Vi vil være mere bæredygtige” vs. “Vi vil reducere CO2-udledning fra vores elforbrug med 50% inden 2025”. Et ambitiøst mål er et mål, der er udover jeres umiddelbare formåen. Hvis du beslutter dig for at løbe 1 km på 30 minutter, fordi det ved du at du kan, så lykkedes du og stopper efter 1 km. Hvis du beslutter dig for at løbe 10 km på 30 minutter, jamen så skal du tage dig lidt mere sammen, arbejde lidt hårdere, træne noget mere inden – og så lykkedes du måske med at løbe 5-6 km på samme tidsrum. Men det er også markant mere! Ambitiøse mål skubber grænser, fordre innovation og nytænkning.

At sætte tal på bæredygtighed kan virkelig gøre det nemmere for mange at arbejde med, og du kan bevise over for andre, hvordan du arbejder med det. 

 

3) Langsigtet vision over kortsigtet ROI

I stil med at løbe længere end man er sikker på, at man kan, er det en fællesnævner for lederne at de har ,fordret en kultur, hvor her-og-nu Return On Investment ikke er den eneste afgørende faktor for omstillingen. Ikke nok med at de er passionerede ledere, der oprigtigt tror på, at de kan gøre en forskel, så ser de også værdien i at tænke langsigtet.

Efter min mening og de erfaringer, jeg har gjort mig, skaber visioner sammenhold, hvor ROI skaber afhold. I de 7 virksomheder, jeg har talt med, arbejder lederne med at skabe fællesskab og en vision om at bidrage til at gøre Verden grønnere. 

I de 7 virksomheder arbejder lederne med at skabe et fællesskab og en vision om at bidrage til at gøre Verden grønnere gennem deres forretning. Hvis de kun fokuserede på ROI, ville de aldrig være kommet ud af startfeltet, fordi de havde for travlt med at glo på næste års regnskab. Der skal være plads til ideerne, der ikke skaber økonomisk afkast her og nu, fordi der kan være så mange andre potentialer ved dem. Dermed ikke sagt, at du hovedkulds skal kaste dig ud i alle ideer, men overvej andre potentialer end blot kortsigtet økonomisk afkast. 

Understøt det at have en vision, som ikke behøves at være virksomhedens kerneforretning. Det er okay at sælge ét og tro noget andet, så længe man er ærlig omkring den processen og det man ultimativt prøver at opnå. Direktør og Change Maker Esben Licht sagde eksempelvis:

 

“Vi laver ikke grøn omstilling for at tjene penge. Vi tjener penge for at kunne lave grøn omstilling”.

 

Der skal være plads til at gå i gang og drømme stort, hvis man er ærlig og transparent omkring den proces, man går i gang med. Alt for mange afholder sig fra de store visioner, fordi de 1) ikke kan se direkte økonomisk gevinst eller 2) er bange for at blive skudt ned af klimatosser, som mig selv, der ser igennem deres marketingstunt. Så lad være med at lave et marketingstunt! Alle er startet på bar bund, og det er okay at starte småt, men du bør også tænke stort og være gennemsigtig omkring det. Gør det til hele organisationens opgave at finde ud af, hvordan I kan imødekomme fremtidens udfordringer og tage del i de mange muligheder.

Alle pointer er repræsenteret i større eller mindre grad blandt alle de 7 virksomheder, som jeg indtil videre har talt med. Den stærkeste fællesnævner er dog, at der står mennesker bag, som tror på, at de kan gøre en forskel, vel vidende om, at de ikke kan redde Verden. Så start der, find ud af om du tror på, at du kan gøre en forskel for en bedre Verden, og dernæst hvilken. 

 

God arbejdslyst!

 

 

Om Skribenten

August Septimius Krogh er Kaospilot, holder oplæg om ambitionsniveauet i den bæredygtige omstilling og står bag podcasten Grønne Ambitioner, hvor pointerne til denne blog stammer fra. Podcasten forsøger netop at sætte fokus på de SMV’er der er gået ind i den grønne omstilling med store ambitioner, set ud fra et ledelsesperspektiv. August er desuden Netværksleder for Sustainable Change Makers afdeling i Aarhus.

 

 

 

 

Sustainable Change Makers

Følg os på – eller skriv til os på hello@change-makers.dk